Kriseberedskab for Ikast-Brande Gymnasium


Skolens interne beredskab skal håndtere en evt. ulykke eller krisesituation indtil politi og brandvæsen når frem.


Et beredskab forudsætter, at der er ressourcepersoner på institutionen, der kan håndtere situationen i forhold til roller og koordination af indsats, bl.a. hvordan omverdenen informeres om krisen og hvordan de involverede får den nødvendige krisehjælp under og efter krisen.


Nærværende kriseberedskab er orienteret mod vold og skoleskyderi. Der eksisterer endvidere et beredskab i forhold til brand. Dette findes nederst på denne side.


Skolens personale skal informeres om det interne kriseberedskab. Elever informeres om, at der er et kriseberedskab.

Ressourcepersoner udgøres af ledelse, lærere, administrative medarbejdere og pedeller.



1. Bombetrussel eller lignende

Ved bombetrussel evakueres hele bygningen hurtigst muligt til idrætspladsen så langt væk fra bygningen som muligt.

Ledelsen tilkalder politi.



2. Indtrængen af personer med skydevåben

Skolens lærere og ansatte adviseres over skolens højtalersystem. Hvis dette ikke har været muligt – se de fire punkter nedenunder.


Den enkelte lærer gør følgende – hvis elever er uden lærer, gør eleverne følgende:

  • underret alle omkring dig om truslen
  • orienter kontoret hvis muligt
  • alarmér politi – ring 112
  • oplys hvor der ringes fra, hvad der er sket samt nummeret, der ringes fra
  • om muligt gives signalement af gerningsmand

Procedure for barrikadering ved væbnet overfald

  • gå ind i nærmeste lokale og lås døren, barrikadér døren ved hjælp af stole
  • træk gardiner for og placér jer langs væggen ved siden af døren – undgå støj
  • forbliv i lokalet indtil politi eller ledelse kalder jer ud
  • ressourcepersoner mødes i lokale 131

Alarmering på skolen

  • Alle ansatte kan egenhændigt iværksætte barrikadering, hvis de oplever væbnet overfald eller har mistanke om overfald
  • Alarmering foregår fra kontoret med alkald/samtaleanlæg
  • Ledelsen undersøger alarm og søger at rydde lokaler uden for alarmområdet
  • Brandalarmen må ikke benyttes

Adfærd under situationen

  • I alarmområdet barrikaderes klasserummene og elever/lærer forbliver i lokalet. Døre lukkes og låses. Barrikaderne skal være omfattende (borde og stole) og elever/lærere skal undgå støj. Gardiner trækkes for, vinduer og døre lukkes
  • I øvrige områder på skolen evakueres elever/lærere ud på idrætspladsen bag idrætshallen
  • Evakuering overvåges af ledelse
  • Ledelsen forestår kontakt til politi, når de ankommer


Når hændelsen er overstået
Ledelsen skaber sig et overblik over skader ved personer og bygninger.

  • Skadede personer behandles akut og videre af ambulance / brandvæsen
  • Uskadte elever og ansatte samles i idrætshallen til debriefing
  • Pårørende samles på Pædagogseminariet
  • Genforening med pårørende koordineres af den lærer, der har haft klassen under hændelsen
  • Skolens telefon bemandes med henblik på information til:
    • forældre og pårørende til tilskadekomne elever / ansatte
    • til uskadte elever / ansatte
  • En pressemeddelelse sendes ud til medier og lægges på hjemmeside. En ledelsesrepræsentant fungerer som kontakt til pressen. Pressemeddelelsen indeholder følgende: en kort beskrivelse af hændelsesforløb og nuværende status, skolens og politi / brandvæsens håndtering af sagen, kontakt til skolen (ledelsesansvarlig)
  • Ledelsen tager kontakt til kommune, ministerium, politi mm for at modtage konkret ressourcehjælp
  • Akut krisehjælp etableres med tilbud til alle elever og ansatte (Falck, sygehusvæsen)

Senere
I ugerne efter hændelsen

  • Alle ansatte skal være opmærksomme på elever og kolleger, som udviser tegn på at være særligt påvirkede af hændelsen. Der skal tages hånd om disse
  • Skolens forsikringsansvarlige kontakter forsikringsselskabet
  • Kriseberedskabet evalueres
  • Dansk Center for Undervisningsmiljø vil gerne orienteres om denne evaluering

Tavshedspligt
Informationer om elever og ansatte kan videregives til øvrige myndigheder (politi/brandvæsen mm). Informationer til pressen må ikke indeholde personoplysninger
 


3. Ved Brand

  1. EVAKUERING AF BYGNINGEN varsles ved at brandalarmen lyder
  2. I TIMERNE: Lærerne sørger for at deres klasse/hold forlader lokalet gennem enten den normale dør, via den udendørs brandstige (1. sal) eller gennem vinduerne (stueplan)      I FRIKVARTER (og elever med mellemtimer, gruppearbejde etc.): Søg mod nærmeste brandudgang enten gennem en klasse eller gennem branddørene
  3. LØB IKKE. GÅ! Undlad at tage noget med. Det blokerer flugtvejene
  4. Gå ud på SPORTSPLADSEN.  Hold klassen samlet. Søg at tælle efter, at alle er kommet ud. Bliv på sportspladsen
  5. HVIS DU ER DER, HVOR BRANDEN BRYDER UD: Knus glasset på nærmeste brandalarm og tryk knappen ind. Begynd rømningen af bygningen
  6. SLUKNINGSUDSTYR: Laboratorierne er forsynede med brandslukkere og brandtæpper. Der er slangeskabe på gangene. Iværksæt om muligt slukning ved mindre ildløs, men undlad heltegerninger. Brug ikke vand mod elektriske installationer. Brug ikke kulsyresneslukkere mod personer
  7. Personale fra administrationen gennemsøger de lokaler, der ikke normalt bruges til undervisning   
  8. Der gives besked på sportspladsen, når skolens lokaler igen kan benyttes


 

 

 

Ikast · Brande Gymnasium | ig@ikast-gym.dk | Bøgildvej 2 | T +45 9715 3611