Musik og rytme

Musik er det kit, der binder klasser og årgange sammen - menneskeligt og socialt, og samtidigt er det et åbent vindue ud til omverdenen.

Alle elever har mulighed for at vælge musik som et fag med eksamensstatus i 1, 2 eller 3 år (C-, B- eller A-niveau), men herudover trives musikken på bedste vis i mange øvrige sammenhænge.

De ugentlige fællessamlinger begynder med en fællessang, og ikke sjældent kan man her opleve klasser, grupper eller solister, der præsenterer et musik-indslag.


Årets største musikalske event er forårskoncerten, hvor alle skolens elever kommer på scenen. Også fremmødte gamle elever er med til at opføre koncertens slutnummer: Mads Doss, som har været et musikalsk omdrejningspunkt for samtlige elever, der har gået på Ikast-Brande Gymnasium siden skolens start i 1973. I forbindelse med Forårskoncerten afholdes skolens MGP, hvor elever med egne spritnye sange dyster om den eftertragtede 1. plads. Man kan her optræde solistisk og gruppevis med kostumer, ju-hu-piger, scene-show, power-point m.m.

Vores HF-afdeling har sin helt egen musikalske profil, idet der er skabt tradition for en årlig Kabaret-forestilling kreeret af eleverne selv.

En gang om ugen samles skolens frivillige kor, som optræder f. eks. ved juleafslutninger og forårskoncerter. En meget spændende kor-begivenhed er desuden det årlige regionale kortræf, hvor flere gymnasiekor mødes og synger en hel dag. Om aftenen er der koncert, og i 2006 havde koret en forrygende oplevelse ved at synge med Lis Sørensen og Band. Ved denne koncert medvirkede 600 gymnasie-elever, og hele Danmark kunne rives med af stemningen, da koncerten blev sendt i TV 3. juledag.


Vores nyindrettede musikafdeling med gode øvefaciliteter giver mulighed for, at skolens elever kan etablere frivillige sammenspilsgrupper uden for skoletid. Den nye Multisal indbyder til at præsentere det færdige arbejde for et publikum.


I 1976 var Ikast-Brande Gymnasium trendsætter med idéen om en årligt tilbagevendende musicalproduktion. Disse forestillinger har gennem årene haft en uvurderlig betydning for skolens musikliv og for de deltagende elevers selvudvikling og musikalske dannelse. I 2006 opførtes Jesus Christ Superstar på Herning Kongrescenters scene. Forestillingen blev set af ca. 3000 mennesker.

Musical på Ikast-Brande Gymnasium Jesus Christ Superstar


 

 

Ikast · Brande Gymnasium | ig@ikast-gym.dk | Bøgildvej 2 | T +45 9715 3611