Kontrastfuld studierejse: Otte timers forskel fra madspild til hungersnød

27.02.2019

11 elever fra Ikast-Brande Gymnasium har fået udvidet deres verdenssyn efter rejse til Afrika

Af Mikkel Korsgaard Christensen 
Journalist, Ikast Avis

Det er frokosttid på Ikast-Brande Gymnasium, og 11 af skolens elever fra henholdsvis STX og IB er samlet i et klasselokale til et tilbageblik på en oplevelse, de fik for kort tid siden under en rejse med gymnasiet til Tanzania.

Kontrasten må være stor. På flere måder. Fra kulinariske afrikanske madtraditioner og udsigten ud over kilometervis af frodige savanner - til gråt dansk februarvejr og rugbrøds-klap-sammen-madder i sølvpapir tilbage på skolen.

Men begge dele har sin charme, som flere af eleverne hurtigt slår fast. Netop kontrasten mellem Danmark og Tanzania er ikke overraskende et tema, der efterfølgende har gjort et stort indtryk hos eleverne fra 2. og 3.g. De har besøgt skoler, haft workshops med afrikanske skoleelever og deltaget i en panafrikansk konference. Men først lidt om anledningen til den lange rejse. Til højre for bordet i klasselokalet sidder Gitte Vestergaard Pilley. Hun er IB coordinator samt uddannelsesleder og har været med på rejsen.

- En af underviserne på Ikast-Brande Gymnasium er i øjeblikket i Tanzania med sin mand og arbejder på en international skole i Dar es-Salaam. Det gav en ideel mulighed for at komme og besøge en skole langt fra Danmark. Vi er med i det, der hedder Globale Gymnasier, som er en sammenslutning af gymnasier, som arbejder på at fremme bevidstheden om den globale verden på forskellige måder, fortæller Gitte Vestergaard Pilley og tilføjer, at det ligeledes var oplagt at blande de to uddannelser STX og IB.

- Som et led i Globale Gymnasier indgår frivillighed, og det var derudover en oplagt inspiration til, hvad man kan lave af frivilligt arbejde i Afrika, uddyber uddannelseslederen.

En ubekvem sandhed
Rundt om bordet i klasselokalet går snakken lystigt, og eleverne skiftes til at dele minder fra turen. Alle er enige i, at rejsen har været en øjenåbner.

- Deres menneskesyn er interessant. De var meget imødekommende, men det rører mig også, at vi eksempelvis besøgte en ganske flot skole, og bagved skolen kunne man bare se et slumkvarter. Det var vildt. Man kan rejse otte timer, og så er alt bare vendt op og ned. Det er hårdt at se, lyder det fra Alberte Yolanda Woetmann.

Bag hende sidder Mathilde Troelsen klar med et eksempel fra den konference, eleverne var på.

- Vi sad i nogle grupper og diskuterede hungersnød. Da de afrikanske elever talte om hungersnød, følte jeg ikke, at jeg kunne relatere, fordi vi ikke har hungersnød i Danmark. Til gengæld kunne jeg byde ind med, at vi i Danmark har det modsatte problem. Vi smider alt for meget mad ud. De syntes jo, at det var vildt at høre, og det er også for galt. Heldigvis kunne jeg uddybe med, at der i dag er kommet et øget fokus på madspild, forklarer Mathilde Troelsen.

Nye fremtidsplaner
Om små fem måneder står en del af eleverne ude foran skolen og kaster deres velfortjente studenterhuer op mod junihimlen, og flere har allerede nu qua rejseoplevelsen ændret planer for fremtiden. En af dem er Cecilie Vinther.

- Mathilde og jeg (Mathilde Troelsen red.) er faktisk allerede begyndt at planlægge en rejse til Tanzania igen. Vi har snakket om, at vi vil derned og arbejde frivilligt samt sætte fokus på, hvordan vi kan lave noget herhjemmefra også. Vi har fået en indsigt i, at de ikke altid har brug for penge, men også andre midler. Ting, som vi alligevel smider på loftet, forklarer Cecilie Vinther.

Overfor sidder Emilie Emborg Holm. Frivillighed har altid ligget hende på sinde, men nu har hun også fået lagt en plan over fremtiden efter gymnasiet.

- Jeg vil gerne læse medicin, og nu drømmer jeg om at komme til at arbejde i Afrika for Læger uden Grænser, lyder det målrettet fra Emilie Emborg Holm.

Rejsen til Tanzania har ikke blot været et møde med en fremmed kultur, men også en øget indsigt, som sætter alting i relief i den måde, vi lever på.

- Det er uhyggeligt, at der er så stor forskel, men så er det godt, at der kan gøres noget ved det gennem frivilligt arbejde, siger Mathilde Troelsen.

Resten af holdet nikker bekræftende, mens minderne skinner ud af deres øjne.


REJSEINDLÆG FRA ARNIS PROKOPOVICS, IKAST-BRANDE GYMNASIUM

Når man ser tanzanianere bo i fattigere områder med deres faldefærdige bygninger, store spande på hovederne fyldt til randen med frugt og vand og deres uhygiejniske forhold - tænker vi ofte, hvor synd det er for dem og dermed får vi skyldfølelse.

Men i virkeligheden har de noget, som vi ikke har: En frodig kultur med smil og glæde, gæstfrihed, imødekommenhed og deres rolige adfærd og kærlighed.

Ofte ser vi danskere verden på en materialistisk måde, hvor alt transformerer sig til statistik og tal, sort på hvidt, de fattige og de rige, de lykkelige og de ulykkelige.

Vores verden er meget mere kompleks, end vi forestiller os. De fordomme og stereotyper, vi holder på, er med til at farve vores syn på verden, og uheldigvis er det ofte negativt, så vi distancerer os selv fra kærlige og åbne mennesker, som i vores øjne er dømmende, foredomsfulde og egoistiske.

Vi lader vores frygt definere andre mennesker, andre kulturer og nationaliteter. Vi er bange for at tage et trosskridt og tale med biker-manden med de store tatoverede biceps eller med kvinden med de traditionelle og farverige klæder, som bærer på den nyfødte. Deres forskelligheder er med til at skabe en sund diversitet, forskellige spændende kulturer og levestile. De er mennesker, ligesom os, med håb og drømme men også med frygt og tvivl. De elsker også sang og spil og nærvær og familie, ligesom langt de fleste også holder sig væk fra tyveri, løgn, svig og had.

Så lad os se dem, som de er - som mennesker - som komplekse og diverse mennesker - og næste gang du ser en fremmed, og du føler, at din begejstrede nysgerrighed bliver stoppet af dine foredomme og frygter, så tag et kig i spejlet og mind dig selv om, hvem de fremmede virkelig er.

Tilbage


IKAST-BRANDE GYMNASIUM
Bøgildvej 6, DK-7430 Ikast   •   phone +45 9715 3611   •   mail ig@ikast-gym.dk   •    mail sikker(secure) mail

Kontortid:
Man-tors 8:00-15:00 og fredag 8:00-14:00

keyboard_arrow_up