Monty Pythons muscial er på plakaten

Overraskende og noget helt andet, lød reaktionen fra eleverne, der mandag fik deres roller til årets forestilling til februar

Udgivet:28. september 2023, 16.00

Læsetid:3 minutter

- Der er mange opgaver, mange roller og rigtig mange kostumer, så I får travlt, sagde musiklærer Kirsten Christiansen mandag i middagspausen, da rolle- ­fordelingen til årets musical på Ikast-Brande Gymnasium blev offentliggjort.

Laila Kempel
Journalist

7 måneder siden

IKAST Intet mindre end »Spamalot« - Monty Pythons topskøre bud på en musical - er på plakaten, når Ikast-Brande Gymnasiums elever om kort tid går i gang med de første forberedelser til årets forestilling til februar 2024.

Umiddelbart efter efterårsferien begynder de indledende øvelser, som intensiveres hen over efteråret for i det nye år helt at optage stort set hver eneste weekend frem mod premieren.

- I har fået manuskriptet, så gå nu hjem og læs det, og få styr på handlingen, lød opfordringen fra musiklærer Kirsten Christiansen, kort før hun tog en seddel op af lommen og afslørede, hvem der skal have hovedrollerne.

- I har selvfølgelig styr på prøveplanen. Hvornår er det, vi mødes første gang? spurgte hun ud over tilhørerrækkerne, hvor de 40 spændte gymnasieelever havde taget plads.

Der bredte sig hurtig en smule usikkerhed. De unge mennesker kiggede lidt på hinanden, indtil en enkelt med spinkel stemme proklamerede: »28. oktober«.

Bødekasse og kokosnødder

- Når jeg om lidt læser op, så er det ikke alle, der bliver nævnt. Men jeg kan love jer, at alle er med. Der er ingen, der blot skal være et træ i sidste scene. Der er mange roller, der skal fyldes ud: franskmænd, finner, munke, døde kroppe og riddere. I får travlt. Der er mange kostumer og mange skift. Og faktisk er der mange opgaver, der løses under hele forestillingen, understregede Kirsten Christiansen.

Kokosnødder, der konstant bankes sammen, en person med en rygsæk, cheerleaders og ridderudstyr - alt er helt skørt i årets forestilling, afslørede den første samling. Her blev der diskuteret både bødekasse og frokostordning, når der står musical på kalenderen over en hel weekend.

- Medmindre I er glutenallergikere, spiser kosher eller har andre præferencer, så giver det mening at være med. I vil skulle lave mad til en 10-15 personer to-tre gange i løbet af vores øvedage, forklarede Kirsten Christiansen om frokostordningen og efterlyste et par frivillige blandt eleverne, der kunne koordinere den indsats.

På samme måde skulle der findes et par bødekasse-mestre, der skal uddele bøder til eleverne, hvis de kommer for sent, har glemt noder, har glemt kostumer, har glemt rekvistter, møder op med tømmermænd eller allerværst bare bliver væk uden forudgående aftale.

Og det sidste koster meget. Overskuddet fra bødekassen vil i øvrigt blive brugt til at købe pizza for til afslutningsfesten efter sidste tæppefald.

- Ja, vi kan ... overhovedet ikke to sange, tilføjer en anden af skolens undervisere, Sune Aaes, der sammen med fem elever udgør bandet, som sørger for den musikalske del af årets musical. Ifølge en af bandets lerfarne medlemmer er musikken i sig selv lidt af en udfordring at gå i gang med.

Også på de skrå brædder venter der udfordringer, da langt de fleste af eleverne slet ikke kender musicalen.

- Den er noget anderledes end det, vi lavede sidste år. Og nok ikke lige det valg, vi havde forventet, lød det fra en af eleverne.

Der er omkring 40 deltagere i Ikast-Brandes udgave af Monty Pythons skøre musical »Spamalot«, der opføres til februar. Foto: Laila Kempel
Rollefordeling i »Spamalot«

Kong Arthur: Mads Hoffmann Nedergaard

Sø-damen: Nicole Torstensen

Patsy: Rosa Scheving

Sir Robin: Signe Juul Nielsen

Sir Lancelot: Theis Nelander

Dennis/Sir Galahad: Josefine Hornshøj-Østergaard

Sir Bedevere: Astrid Aunsholt Christiansen