Klassiske toner med lokalt islæt

Den store Klassiske Musik Festival KMF 336 er i gang og kommer også forbi Ikast-Brande

Udgivet:06. november 2021, 08.16

Læsetid:1 minut

KMF’s afslutningskoncert har deltagelse af Morten Frank Larsen og Lone Rasmussen, der synger uddrag af berømte klassikere i Quben, 14. november. Foto: Henrik Ole Jensen

Laila Kempel
Journalist

2 år siden

MUSIK Den store klassiske musikfestival KMF 336 åbnede officielt søndag eftermiddag med en stor koncert, hvor Ekko-koret fra Engesvang, Den totale Dekadence fra Ikast og Hærvejskoret fra Nørre Snede deltog i opførelsen af Elverskud sammen med professionelle sangere, og heriblandt baryton Daniel Trobijanski fra Pårup.

Festivalen byder dog også på flere og gode lokale oplevelser med den klassiske musik.

Mariann Mikkelsen holder operaværksted på Engesvang Skole 8. november og på Ejstrupholm Skole 9. november og 12. november på Hyldgårdsskolen.

Engesvang Kirke har koncert med Mariann Mikkelsen, der ud over at være en dygtig sanger, også akkompagnerer sig selv på harpe.

6. november giver Dorte Vestergaard-Poulsen en hjemmekoncert hos musiklærerparret Hanna og Aage Christiansen.

Lørdag 13. november har man igen mulighed for at møde Daniel Tobijanski, som sammen med sin hustru Nanna, lillebror Sebastian og mor Beate giver koncert i Bording Kirke.

De akkompagneres af Olivera Marinkovic. Koncerten byder på et program, der spænder vidt og dækker over temaer som skiftede tider, det første eller sidste møde, den rolige aftenstund samt den friske morgenstund. Familien har polske rødder og vil derfor synge på polsk, foruden dansk, fransk, tysk, italiensk, engelsk.

Afslutningskoncerten holdes også i Ikast søndag 14. november, hvor Quben lægger rammer til et stort set up med Prinsens Musikkorps og sangerne Lone Rasmussen, Frederikke Kampmann, Morten Frank Larsen og Anders Kampmann synger uddrag af de store og velkendte operetter såsom Den Glade Enke, Flagermusen og Smilets land.

Brødrene Sebastian, (tv) og Daniel Tobijanski er med ved KFM koncerten i Bording Kirke lørdag 13. november. Foto: Privatfoto