Musical udsat til 2022: Quben er stille som aldrig før

For første gang i Ikast-Brande Gymnasiums mangeårige musical-tradition, er der i år intet på plakaten og Quben står gabende tom

Udgivet:22. januar 2021, 12.56

Læsetid:4 minutter

Musiklærer Kirsten Christiansen har fået ekstra tid til familien i den første måned af 2021. Ikast-Brande Gymnasium tog allerede i sensommeren konsekvensen af corona-situationen og gik ikke i gang med musical-forberedelserne. En beslutning som dengang var upopulær. - Som situationen er nu. er jeg godt nok glad for vi ikke gik i gang, siger Kirsten Christiansen. Foto: Steen Hebsgaard

Laila Kempel
Journalist

3 år siden

IKAST Quben - den store teatersal på Ikast-Brande Gymnasium plejer at summe af liv og glade dage på denne tid af året. Hverdage såvel som lørdage og søndage. Rundt i hjørnerne øves der dansetrin, guitarriffs og korsang.

Musik-eleverne danser og synger sig igennem årets første måned med fuldt besatte weekender.

Bare ikke i år.

Teatersalen står lige så mørk og kold som januarhimlen i frostvejr.

Årets musical er som Kjeld Abells melodi- helt væk.

- Vi tog beslutningen allerede inden vi var kommet i gang. Og heldigvis for det, siger musiklærer Kirsten Christiansen, der i år har udskiftet suset fra publikums anerkendende klapsalver over en flok entusiastiske og engagerede musikelevers præstationer med suset fra et brusende Vesterhav, hvor sommerhusets solide internet, sikrer, at hun kan levere den obligatoriske on-line undervisning til gymnasiets elever

Læreren hostede

Efter forårets nedlukning startede det nye skoleår ellers optimistisk ud, men med hoste og let feber måtte Kirsten Christiansen følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

- Jeg blev hjemme for ikke at smitte og selvfølgelig lade mig teste. Jeg havde ikke corona. Heldigvis. Men jeg kom alligevel til at tænke, at vi ville blive udfordret i efteråret og vintermånederne, hvor mange er småsyge med lidt snue og hoste. Også uden corona-udfordringer.

Som situationen var ved skolestarten, så kunne jeg allerede se, at det ville være uansvarligt at bede eleverne møde op til øvedagene, hvis de småskrantede De skulle blive hjemme og lade sig teste. Jeg vurderede, at vi ville mangle fem-seks elever hver eneste gang. Og så giver det ikke mening at lave musical siger musiklæreren, der er glad for, at beslutningen om at aflyse, blev truffet meget tidligt på skoleåret.

Ingen audition

Faktisk allerede inden eleverne fik mulighed for at gå til den ellers lige så traditionelle audition.

- Ingen havde nået at få forventninger, eller var begyndte at forberede sig på en bestemt rolle. De blev selvfølgelig skuffede, da de fik beskeden. Det kan jeg godt forstå. Specielt 3. g’erne, som ikke får deres afsluttende forestilling. Men set i lyset af, hvordan udviklingen har været hen over efteråret og til nu, så er jeg oprigtig glad for, at vi aldrig gik i gang. Det ville være spildte kræfter, siger Kirsten Christiansen.

Årgange hver for sig

Ved skolestarten i august var der også en række restriktioner, der gjorde det svært at begynde at forberede sig og indøve korets mange sange.

- Årgangene skulle holdes adskilt og måtte ikke undervises sammen. Nogle skoler valgte at definere det som holdundervisningen. Vi synes det ville være, at bøje reglerne lidt for meget, og for stor en risiko at tage. Og den var vi bare ikke klar til. Vi kunne ikke gøre som vi plejer, under nogen omstændigheder, siger hun.

Alt var ellers linet op til endnu en musikalsk oplevelse. Ikke bare for det store trofaste publikum, der hvert år valfarter til gymnasiet for at lade sig benove af, hvad man kan få ud af en flok unge mennesker, der engagerer sig et fælles projekt. Men også for de mange deltagende elever på gymnasiet.

På eventyr med H.C. Andersen

- Jeg er så glad for, at vi nåede at gennemføre vores musical sidste vinter, inden Danmark lukkede ned første gang. I foråret begyndte jeg allerede sammen med en kollega at omskrive et stykke om H.C. Andersen i eventyrland. Vi passer det til, til os med tyve gode danske hits. Jeg har allerede fået en del af rettighederne. Men det var jo til en 2021 version. Det bliver i stedet til en 2022. Arbejdet er ikke spildt. Vi finder det bare frem igen, og er på forkant, lyder det optimistisk fra musiklæreren.

I stedet for et travlt efterår- og vinter har hun haft nogle helt andre stille måneder.

- Det har været meget mærkeligt. Nu har jeg i 18 år haft mine weekender op til jul og lige efter nytår fyldt op med musical. Adrenalinen har kørt rundt på fuld tryk for at nå i mål. I år kan jeg gå lange ture, være nærværende for min familie og bekymre mig om, hvorvidt den nye farve på væggen skal være hvid eller modehvid. Der er kommet en hel anden ro på, erkender Kirsten Christiansen.

Højdepunktet

Musicalen er højdepunktet i hendes jobcyklus, og noget der bygges op gennem hele skoleåret. Umiddelbart før vinterferien kulminerer det med tre store forestillinger, og så er det tid til at puste ud og forberede eksamensræset.

- Jeg synes det er synd for eleverne, og primært 3.g’erne. Som alle øvrige kreative fag, så vil der med nedlukningen i foråret og her hen over efteråret mangle en del praktisk undervisning. Det er ikke muligt at lave hold- og sammenspil. Til gengæld er der masser af tid til musikanalyser og musikteori, hvor de må blive ekstrem stærke, siger hun med smil i stemmen og et vist forventningspres til de hjemsendte musikelever.

- Det er da mærkeligt, at der for første gang i gymnasiets historie, og første gang for mig, ikke er musical. Jeg må undvære suset i år, og »nøjes« med suset fra Vesterhavet. I 2022 er vi klar igen, og til den tid skulle vi alle være vaccineret, så vi også kan være sikker på, at vi må lukke publikum i Quben.

Musicalen er ikke blevet helt væk. Den vender stærk tilbage, lover Kirsten Christiansen.

Havets brusen ved sommerhuset. Foto: Kirsten Christiansen