Fremgang i søgetal på IBG

10.03.2021

Rektor Marianne Dose HvidRektor Marianne Dose Hvid

Ikast-Brande Gymnasium kan i år præsentere en pæn fremgang i antallet af ansøgere til alle skolens uddannelser.

Selvom søgetallet for skoleåret 2021/22 endnu ikke er endeligt, ser det endog meget lovende ud for elevtilgangen på Ikast-Brande Gymnasium. Især søgningen til den almene studentereksamen – STX – er i fremgang i forhold til sidste år. Set i lyset af de udfordringer, der har været med at invitere interesserede elever inden for på skolen det sidste års tid, glæder det skolens rektor, at kommunens unge stadig søger ind på STX, HF, Pre-IB eller IB på Bøgildvej.
- Vi har været udfordret her under corona-krisen. Vi ønsker hvert år at give kommunens unge det bedste indblik i vores uddannelsestilbud ved hjælp af blandt andet brobygning og informationsmøder. Det har været lidt vanskeligere end normalt med de mange restriktioner, men vi har gjort en ihærdig indsats for at tilbyde online-møder og informationsvideoer til interesserede ansøgere og deres forældre, siger rektor Marianne Dose Hvid. 

Hele kommunens gymnasium

Ikast-Brande Kommune hører til blandt de største i landet rent geografisk, så gymnasiet dækker et stort opland. Men med gratis busser i hele kommunen og et skarpt fokus på et være en samlende skole er gymnasiet stadig det foretrukne uddannelsessted for kommunens unge.
- I søgetallene kan vi se, at ansøgerne kommer fra hele Ikast-Brande Kommune. Det er vi meget glade for. Det er vores mål at være hele kommunens gymnasium, uanset om du bor i Ejstrupholm, Brande, Nørre Snede eller Bording. At vi så også kan tiltrække elever fra nabokommuner og resten af landet til vores internationale IB-uddannelse og vores tilbud til eliteidrætsudøvere, det ser vi som et ekstra skulderklap og en fin indikation på, at vores uddannelsestilbud står stærkt, forklarer Marianne Dose Hvid.

Selvom ansøgningsfristen er overskredet, er det stadig muligt at søge optag på STX, HF, Pre-IB eller IB på Ikast-Brande Gymnasium.

keyboard_arrow_up