Gymnasieelever knækker koden

19.11.2020

Andrea Vang Ruud og Kaya Munk JensenAndrea Vang Ruud og Kaya Munk Jensen

På gymnasiet koder de robotter og programmerer apps i timerne. Nyt fag giver eleverne indsigt i moderne teknologi og åbner døre til IT-branchen.

Digitalisering, automatisering og teknologi er fremtiden. Efterspørgslen på IT-relaterede kompetencer er stor og vil i fremtiden kun stige. Den efterspørgsel vil man gerne imødekomme på Ikast-Brande Gymnasium, hvor man tilbyder faget ”Informatik”. Ved første øjekast virker navnet måske ikke specielt inspirerende, men dykker man lidt ned i pensum, sker der ting og sager.
- Vi har lige programmeret en app, og så er vi gået i gang med programmering af hjemmesider, forklarer Kaya Munk Jensen, der går i 3.g og har Informatik som valgfag. Kayas klassekammerat Andrea Vang Ruud, der også er på Informatik-holdet, supplerer:
- Vi lærer meget om internettet og om, hvordan man skal forholde sig til for eksempel cookies. Ofte trykker man bare ok, når man besøger en ny hjemmeside. Det er spændende at få indsigt i, hvad det rent faktisk betyder, når man siger ja til at dele data med multinationale virksomheder som Google og Facebook.

Innovation og praktiske udfordringer
Hvad nogle måske ser som et lidt kedeligt ”drengefag” har åbnet pigernes syn på mulighederne inden for IT. 
- Det er et meget praktisk og kreativt fag. Vi skal tænke innovativt og kan med det samme teste vores ideer. Vi kan lynhurtigt afprøve, hvad der virker og hvad der kan gøres endnu bedre, siger Andrea Vang Ruud.
Og det praktiske er i den grad i højsædet i faget, hvor der bliver programmeret, testet og eksperimenteret med apps, hjemmesider og LEGO-robotter. Netop praktikken og indsigten i hverdagens teknologi er nogle af fagets mange forcer, forklarer skolens lektor i Informatik, Mille Bune Rosenkilde:
- Faget skal opkvalificere og styrke elevernes IT-kompetencer. I undervisningen bliver eleverne præsenteret for IT som et kreativt skaberfag, hvor de beskæftiger sig med både programmering, interaktionsdesign og teknologiens samfundsmæssige betydning. Det er vigtigt at uddanne en generation af unge mennesker, der har kompetencer til at anvende teknologi, og som samtidigt har forståelsen til at kunne stille kritiske spørgsmål.

Elever konkurrerer i logisk tænkning
Eleverne har endda prøvet kræfter med den logiske tænkning, der har stor betydning for faget, på konkurrenceplan. Valgfagsholdet deltog for nylig i første runde af DDD, Dansk Datalogi-Dyst. I konkurrencen bliver de 50 dygtigste gymnasieelever i Danmark udvalgt. Hele tre elever fra holdet på Ikast-Brande Gymnasium gik videre til anden runde - heriblandt Kaya Munk Jensen og Andrea Vang Ruud. Går de hele vejen og placerer sig blandt de bedste i Danmark, kan de se frem til en tur til Schweiz, hvor de skal repræsentere Danmark i den store internationale konkurrence ”European Girls' Olympiad in Informatics” (EGOI) i 2021. 
- Jeg synes, det er så sejt, at de er gået videre i konkurrencen. Det er nødvendigt, at vi nedbryder fordomme og skaber nysgerrighed for teknologi blandt de unge, så vi kan introducere eleverne for alle de spændende IT-uddannelser, det er muligt at vælge med en studentereksamen i bagagen, siger lektor Mille Bune Rosenkilde.

keyboard_arrow_up