Julius Mygind besøger IBG

09.09.2019

Unge og motivation – få fokus til at skabe en solid og sund retning i livet

Mandag d. 9. september besøger coach og foredragsholder, Julius Mygind, Ikast-Brande Gymnasium, hvor han vil holde foredrag for alle skolens elever. Foredraget omhandler udfordringer med skole, selvværd og selvtillid, mødet med sex og stoffer, samt bekymringer og refleksioner omkring fremtiden - og tilbyder unge motivation til at blive den bedste udgave af dem selv. 

Om foredraget siger Julius Mygind:
”Jeg oplever i mit daglige virke som foredragsholder og coach, at ovenstående problematikker udgør en stigende udfordring for vores unge, ikke mindst som konsekvens af de sociale medier. Mange unge føler, at de har ’forkerte’ tanker, og at ingen kan forstå dem. Foredraget inspirerer de unge til at finde deres egen indre stemme og motivation til at blive den bedste udgave af dem selv, for således at kunne skabe et sundt og solidt ståsted i livet. Når vi som unge udvikler vores identitet, har vi en tendens til at finde nogen, vi kan spejle os i. Med udgangspunkt i min personlige historie og mine værktøjer som coach, tilbyder jeg de unge en sund og motiverende rollefigur.”

Foredraget holdes på både engelsk og dansk. Fra 9:40 til 10:50 på engelsk for Pre-IB og IB-elever i lokale 107 og fra 10:55 til 12:05 på dansk for alle HF- og STX-elever i Quben.

 

keyboard_arrow_up